Sund og bæredygtig …

Franciskanermunken Broder Bob, der nu forlader Danmark efter mange år som præst i Roskilde, har en meget fin iagttagelse af danskernes forhold til “respekt”.

“Udlændinge har svært ved at tilpasse sig landet, fordi danskerne i almindelighed ikke har den store respekt for struktur. Samfundet er indrettet efter det, men det er ikke noget i sig selv. Det vil sige, at en præst i Danmark ikke får den store respekt fra sin menighed, fordi han er præst, men fordi han eller hun er en bestemt person. Ordensfolk fra Afrika føler sig derfor ikke respekteret, fordi den form for respekt, der vises i deres hjemland, ikke findes her, og den respekt, som danskerne viser, er de ikke i stand til at forstå,” forklarer han til Kristeligt Dagblad 16/7-2011.

Jeg tror, at han rammer rigtigt. Danskerne har ikke på forhånd respekt for bestemte personer – respekten skal optjenes, man skal gøre sig fortjent til den. Det har mange udlændinge svært ved at forholde sig til.

Jeg har tidligere været i en stor diskussion med herboende arabere, der kræver respekt for deres person. De følte ikke, at de fik respekt. Arabiske mænd har efter min erfaring et stort problem med stolthed – der forventer respekt, fordi de er mænd, og fordi de er arabiske muslimer, hvilket i deres øjne står langt over fx kurdiske muslimer. Den slags stolthed anerkender danskerne ikke.

Katolske præster, der kommer her til landet, fra Østeuropa eller Afrika, er vant til en form for “a priori respekt” for embedet – noget, der giver konflikter med menigheden, som ikke umiddelbart sætter dem på en pidestal. Vi skal jo ført lige lære personen bag embedet at kende …

Personligt mener jeg, at vores holdning til respekt stammer fra vikingerne – det jo var et jordnært og også rimeligt anarkistisk/elementær-demokratisk folkefærd. Tyskerne, der som skandinaverne er germanere, tillægger fx Doktor-titlen en enorm respekt. Danskerne giver ikke sådan uden videre respekt til nogen, de ikke kender og har ikke lært at respektere embeder, stand og byrd. Men vi bør respektere værdige og redelige personer, uanset om det er arabere, katolske præster eller Prins Henrik.

Jeg har en ven, der interesserer sig for ”sjæl-legeme problemet”. En problemstilling for filosoffer og videnskabsmænd, der ikke rigtig kan få skovlen under ”det der med sjæl og legeme” – er det en helhed, eller er det to forskellige ting, der er ført sammen? Det er som om, at teorierne ikke er helt tilfredsstillende. Mon ikke problemet består i det, vi kalder sjælen – for hvad er det egentlig for en størrelse?

Et biologisk/neurologisk fænomen – eller ren illusion?

Er man helt 100% mekanistisk/ateistisk indstillet, så er sjælen vel sagtens et biologisk/neurologisk fænomen. Ateister benægter, mig bekendt, eksistensen af åndelige kræfter uden for menneskekroppen. Skulle der være en sjæl, må den vel være mere eller mindre identisk med vores tanker og sind. Alt sammen er noget, der udspringer af og næres af kroppens energiomsætning.

Men selv hos ateister finder man alligevel denne biologiske ”forklaring” utilstrækkelig. Det er som om, at der hører mere til sjælen. Det er jo også noget, alverdens religioner er enige om – at menneskets sjæl har en komponent af noget åndeligt og evigt. Hov, det er heller ikke rigtigt – buddhisterne, de tror ikke på sjælen. De mener, at sjælen, ligesom stort set alt andet, er en illusion. En imponerende, og på sin vis modig, attitude, må man sige.

Religiøst forstået

Generelt er der (nævnte buddhister undtaget) bred enighed hos de religiøse om, at sjælen er andet end bare et biologisk/neurologisk biprodukt. Det ville derfor være nærliggende at tro, at teologer og andre lærde stod i kø for at belære os om sjælen og dens egenskaber. Men det er sandt at sige ikke tilfældet. Der er langt mellem snapsene, som min gamle farmor ville sige.

Det er egentlig lidt underligt, for det er da netop fordi, vi har en sjæl, at vi er religiøse. Sådan ser da ud i min optik. På en eller anden måde er vi født med noget og formet af noget, der ligger ud over vores gener og udover den familiemæssige/kulturelle kontekst.

Hvis man kender et par enæggede tvillinger er det oplagt, at her er tale om to meget forskellige personer – uanset den identiske arvemæssige og ofte identiske opvækst. Jeg er ikke i tvivl om, at naturvidenskaben kan komme med forklaringer på disse forskelle. Men for mig at se, handler det om personer. Når jeg kigger menneske i øjnene, ser jeg er en person – der er unik. Jeg ser en helhed, helt forskellig fra andre, uanset eventuelle fælles gener og identisk opvækst. Det finder jeg ikke svært at acceptere – tværtimod, det giver da fin mening – at vi er født med en sjæl, der i vid udstrækning har med vores person, personlighed og temperamenter at gøre.

Set i denne optik opstår vi altså som en fusion af komponenter, der kommer til os via arv, miljø og ånd. Den svejtsiske psykoanalytiker C.G. Jung er en af de få, der har kigget dybt ned i menneskesjælen. Han var selv troende og skriver et sted, at psyken (der nærmest er synonymt med sjælen) ikke kun er biologisk i sin oprindelse, men at også en ude fra kommende åndelig komponent indgår. Jung har nogle yderst interessante tanker omkring mekanismerne i vores psyker (sjæle), arketyperne og sjælenes relationer til hinanden via det kollektivt ubevidste

Du kan læse meget mere om Jungs psykologi i denne og andre artikler på sitet hsp-info.dk.