Timian – i en ordentlig gryde
Lagt op af Michael Karbo i Bæredygtig kultur, Godt køkkengrej, Opskrifter, fødevarer og ernæring den 17. juni, 2010
Timian er en herlig urt – ikke mindst til kylling. Lad mig give en god og enkel opskrift – inspireret af de lækre provancalske kyllinger, vi så ofte har spist.
Du skal bruge:
Gryden
Her kan jeg kun anbefale le Creusets støbjernsmodeller (Doufeu). Det er fantastiske gryder. Da jeg købte min i Frejus, sagde sælgeren, at hvis jeg valgte den (den var halvdyr, €100 for en del år siden), så havde jeg gryde resten af livet.
Gryden er af tungt sort-emaljeret jern. Låget er rigtig smart, for det kondenserer dampen, så retten ikke tørrer så let ud. Den er let at gøre rent – ja, der er kun godt at sige om den.
Timian
Timian er også en sag for sig. I Provence bruger man det især i små kviste, der er afskåret i ca. 10 cm længde. Det er rigtig praktisk, for kvistene skal stege med kødet, men så skal de fjernes.
Retten skal ikke være fyldt med knust timian, det er en uskik. Så hvis du kan få eller selv lave disse kviste, så er de superpraktiske:
Så til retten. Den er enkel og billig – men bliver god i kraft af gryden og krydderierne
Du snupper et par af kyllingens over- eller underlår, ferske, fra Brugsen (det er billig mad).
Brun dem i lidt olie (må gerne være rapsolie, ingen problemer der).
Hæld 3-5 laurbærblade ved, nogle kviste timian, lidt peber eller nogle dråber chiliolie. Lidt citronsaft (ca. 1/4 citron) tilsættes samt lidt vand/bouillon.
Så skal lårene ellers bare simre i den gode gryde ved meget svag varme. Ved 1 på mit elkomfur, der holder de sig fint varme og bliver smaskmøre og saftige på 1-1½ time.
Vi taler altså om langtidsstegning i gryde. hvor du kan lade dem stå måske 2 timer, uden at de blæiver udkogte!
Hjemmelavet chiliolie
—
Katolske præster, cølibati og selverkendelse …
Lagt op af Michael Karbo i Bæredygtig kultur, Religion den 24. maj, 2010
På webstedet catholica.dk/ kan man læse en fremragende artikel kaldet “Foregiv ikke en falsk styrke”, som er skrevet af en tysk teolog og psykoterapeut, Wunibald Müller.
WM analyserer meget grundigt sammenhængen mellem homoseksualitet og pædofili, mellem cølibatet og seksuelt misbrug begået af præster i den katolske kirke.
Man kan bl.a. læse, at:
- 80 % af overgrebene sker på drenge
- I USA er op til 30 % af de katolske præster og ordensfolk homoseksuelle
- At meget af problemet skyldes emotionelt og seksuelt umodne præster, hvis udvikling er gået i stå, og som ikke magter at forholde sig reelt til deres seksualitet
- At cølibatiet stiller store krav til præsten, der risikerer at komme i følelsesmæsigt underskud på grund af den manglende intimitet.
Konklusionen er, at det klerikale hierarki er meget langt fra den nødvendige selverkendelse. Det kunne man også få bekræftet ved dagens radiointerview med den katolske biskop.
Den mest udbredte afværgemekanisme inden for den katolske kirke er, at sige at cølibati intet har med pædofili at gøre, og at i øvrigt sker 90% af alt misbrug i familierne. Begge dele er korrekt, men i forhold til den aktuelle “krise” fungerer det blot som en bagatellisering. WM’s udredning peger på en række problematikker, der har med cølibatiet og seksuel fortrængning at gøre, og som kirkens standspersoner er nødt til at forholde sig helt anderledes selvkritisk overfor.
Hjemmelavede pommes frites – på panden
Lagt op af Michael Karbo i Opskrifter, fødevarer og ernæring den 22. maj, 2010
Man kunne for nylig se Brødrene Price i køkkenet – med friteuse! Et køkken-apparatur, der kan lave pommes frites. Udsendelsen aktiverede mit ellers i lang tid godt gemte pommes frites-gen.
Heldigvis, er det er let – meget let – at lave sine egne, rigtig gode pommes frites. Du skal bruge:
Price-drengene brugte jordnøddeolie – jeg fik fat i noget solsikkeolie. Jeg ved ikke, hvad der er bedst, men mit fungerede fint.
Kartoflerne deles i seks dele på langs – to snit på den ene led og ét på den anden.
Masser af olie på panden – de skal svømme i det. Jeg brugte vel ca. 30 cl.
Olien varmes godt op, og kartoffelstykkerne lægges i – men ikke for mange. De skal alle kunne være under olie, så du kommer til at stege i to omgange 8til to personer), og det er ikke noget problem. Kværn noget peber ud over dem.
Steg dem ca. 15 minutter ved god varme (4 og 5 på mit elkomfur), hvor du ind i mellem vender dem. De skal ikke vendes hele tiden – de kan sagtens passe sig selv mens du dækker bord eller gør noget andet.
Du skal også hakke noget rosmarin – frisk rosmarin fås i alle supermarkeder i urtepotter. Hak en god portion.
Når første halvdel er stegt, tager du dem op med en hulske af en slags, og lægger dem i en skål.
Så steger du anden halvdel i samme olie, igen ca. 15 min. Husk peber. Det letteste er at fiske én op og køle den under vand, og så lige mærke, om de er færdige.
Hiv så anden halvdel op i skålen.
Hæld olien fra – ikke i vasken, så hellere i toilettet.
Sluk nu for komfuret. Kom alle fritterne tilbage på panden, der stadig er varm. Rør den hakkede rosmarin ud og lad det lige varmes igennem.
De smager rigtig godt, disse fritter. Vil du salte dem, skal du gøre det lige inden servering. Kan sagtens spises som et måltid i sig selv (prøv med en god mayonnaise til …).
Hvad kan Danmark leve af?
Lagt op af Michael Karbo i Bæredygtig kultur den 9. maj, 2010
Hvad skal Danmark leve af fremover? Det er vel egentlig det, politikerne diskuterer eller burde diskutere. Vi har ingen råstoffer (ikke længere, nu hvor olien og gassen er brugt op). Vi har verdens største offentlige sektor, et skyhøjt skattetryk og massive forventninger om velfærdsydelser. Hvor skal pengene komme fra?
Jeg mener, at vi skal prøve at kigge på vores egne forudsætninger – herunder især geografi og klima. Vi er ikke et stort og komplet land. I Frankrig har man næsten alt – bjerge, strande, råstoffer, et fantastisk landbrug, gamle kolonier, turisme, egen tungindustri (atomkraft, en stor national produktion af tog, biler og fly osv.). Det er et komplet land, der næsten kan klare sig selv.
Sådan er Danmark ikke – vi har altid været afhængige af andre. Vi har været tvunget til at være smarte til at fremstille og udvikle noget, de andre ikke kunne finde ud af. Det gælder fx rederibranchen, med afsæt i vores gode adgang til verdenshavene – den har vi forstået at udnytte.
Det var tilfældet med landbruget og eksempelvis mejeriproduktionen, som den udviklede sig frem til 1950’erne. Siden er der ikke sket meget på den front; man har udelukkende konkurreret på pris og satset på discountprodukter.
Danmark har en stor møbelindustri, som eksporterer rigtig meget. Hvorfor det? Jo, træ er noget af det eneste vi har af råstoffer. Samtidig lever vi i et klima, som gør, at vi er ekstremt meget indendørs. Så vi er gode til at lave træmøbler – egentlig ganske logisk. Det gælder i det hele taget designvirksomheder i bred forstand - indendørslivet stimulerer fantasien til at finde praktiske løsninger til hjemmene (B&O, Lego, modeindustrien).
Hvor vil jeg hen med det? Jo, Danmark har ikke vanvittig mange valgmuligheder. Udover at satse på uddannelse må vi tage afsat i vores geografi og klima. For i modsætning til de store lande har vi hverken egne forekomster af energi eller råstoffer. Men på globalt plan er energi og råstoffer også mangelvarer. Så vi skal selvfølgelig satse massivt og entydigt på bæredygtighed, energiuafhængighed og innovative miljøteknologier.
Hvis et lille koldt og vådt land som Danmark – over en årrække – kan gøre sig uafhængig af importeret energi – så er vi nået langt! Så har vi den viden og de teknologier, resten af verden efterspørger. Udvikling af nye miljøteknologier og intelligent brug af dem, udnyttelse af jordvarme, solceller og anden vedvarende energi, en byggebranche, der laver nulenergihuse – alt det må være basis for erhvervsudviklingen.
Kan vi også videreudvikle begrebet bæredygtighed, så vi (op)finder de rene og sunde løsninger og teknologier, der mangler indenfor landbruget. Kan vi i det hele taget medtager dogmet om miljømæssig og kulturel bæredygtighed i al produktion, så kan vi samlet gøre Danmark til lille land med masser af fremtid …
Med venlig hilsen
Michael Karbo
Udkantsdanmark – det er også mig (Kommissærer III)
Lagt op af Michael Karbo i Bæredygtig kultur, Kommissærer den 6. maj, 2010
“Udkantsdanmark – det er også mig” – sådan skrev jeg på min Facebook-profil den første dag, jeg for alvor hørte om begrebet Udkantsdanmark. Siden gik der nærmest selvsving i medierne om begrebet udkantsdanmark. Og skulle det virkelig lykkes at etablere et parti, som går imod regeltyranni og centralisering, så kan man godt regne med min stemme …
Der er mange problematikker blandet sammen. Men når nu halvdelen af Danmarks befolkning bor her i Jylland, hvorfor kan man så ikke lægge halvdelen af de statslige arbejdspladser i Jylland? Det er da ikke et urimeligt krav. Jeg har selv oplevet embedsmænd fra en statslig styrelse udtale sig om den besynderlige oplevelse, de var på ved et besøg i Herning. Da de sad i toget hjem, sagde den ene “det er rart at være hjemme i Danmark”. Det grinede man meget af, og historien er genfortalt mange gange siden.
Det var selvfølgelig en fortalelse, men den dækker over en nogle gange afgrundsdyb kulturel forskel mellem Jylland og København. Derfor duer det ikke at have “oplyste” københavnske akademikere til at regulere det “mørke Jylland” (som de kommissærer, jeg har beskrevet i dette indlæg). Så ja tak til udflytning af styrelser og andre statslige kontorer til provinsen!
Et andet problem er den regnedrenge-mentalitet, som øjensynlig dominerer, når det offentlige planlægger. DJØF’ere og hvem det er, er gode til at regne – i kroner. Men regnestykkerne medtager ikke andre værdier. Faktum er, at hver gang man lukker et sygehus, en skole, et slagteri, en kaserne, et seminarium (som i firserne) eller en politistation, så sker der et massivt kulturelt tab i det lokalområde, som rammes. Sådan en lukning kan faktisk være en dødsdom til et ellers velfungerende lokalområde. Det er regnedrengene ligeglade med, der er jo ikke nogen, der har bedt dem om at medtage kulturelle værdier i deres budgetter.
Hvad kan man så selv gøre i Udkantsdanmark, for at ændre på tingene? Jeg undrer mig over den mangel på faglig stolthed, som præger det danske landbrug og måske især deres afsætningsorganisationer. I Frankrig har man begrebet “terroir”, som betyder land, men som også har en række andre positive bibetydninger. Landmænd, der producerer i udkantsområder, betragtes som kultur- og naturforvaltere. Derfor betaler man gerne landbrugsstøtte til bjergbønder, der opretholder en levende, mangeartet og smuk landbrugskultur.
Mange danskere elsker jo netop Frankrig på grund af de gode vine, gastronomien, de tre tusinde oste og alle de fremragende råvarer. Bag denne kulturelle oplevelse ligger der en meget struktureret fødevarebranche, der forstår at markedsføre produkterne med fokus på deres kulturelle/bæredygtige værdier . Det sker ved hjælp af masser af labels, certificeringer, normer (Appellation Controlée, Nos regions, Label Rouge etc.)
Men herhjemme, der skal alt være billigt og effektivt, vi skal være verdensmestre i (blandt alt det andet) effektivisering. Hver gang man effektiviserer landbruget (fx lukker små lokale mejerier), så sker der også et kulturelt tab. Jeg læste, at Danmark har tæt på det optimale klima til dyrkning af æbler. Hvor er de æbler? Hvor er den salgsorganisation, der markedsfører “Æbler fra Als”?
Hvorfor er alle grøntsager fra Fyn ikke mærket med det samme kvalitetsmærke (”Dyrket på Fyn – din kvalitetsgaranti“, eller hvad, det nu skulle hedde). Der er små tilløb til det; jeg kan se “De fem Gårde”, Bornholmsk sennep, grønt fra Samsø mv i Brugsen, ligesom alle kender de gode lammefjordsgulerødder. Men det er overhovedet ikke nok.
Vi er tvunget til at acceptere masseproduktionen og den frie handel over grænserne; men vi skal så sandelig også have øje for det kulturelle tab, der kommer i kølvandet på hele den effektivisering. Det handler Udkantsdanmark også om …
Med venlig hilsen
Michael Karbo
Kristendom og “det åndelige”
Lagt op af Michael Karbo i Religion den 11. april, 2010
Jeg hørte i dag en radiosamtale med en lutheransk præst, som havde mistet sin søn. Han havde haft et syn af sønnen efter dennes død. Dette syn havde påvirket ham dybt, og det var sådan set samtalens emne.
Det underlige var, at præsten afviste ethvert tilløb til at knytte hans syn til noget åndeligt eller til en åndelig virkelighed. Det var bare en ”historie”. Sådan forstod jeg ham.
Det er som om, at man er panisk angst for at snakke om åndelighed. Måske fordi, at det åbner for det overnaturlige. Og det kan tænkes at åbne for allehånde overtro og dæmoni. Så hellere lukke af for enhver form for åndelighed; så risikerer man ikke at komme ud i noget, man ikke kan kontrollere.
Hvad er det egentlig, vi tror på som kristne? Hvis jeg samler fire centrale punkter for troen, kunne de se således ud:
1. Jomfrufødslen – at Jesu mor Maria ikke havde været sammen med en mand.
2. Jesu mirakler – han lavede vand til vin, han helbredte, vækkede døde til live mv.
3. Jesu opstandelse tre dage efter hans død.
4. Jesus kom tilbage 40 dage efter og viste sig for disciplene, der fik Helligånden over sig, gik ud og helbredte og startede menigheder. Dermed var kirken grundlagt.
Er dette ikke meget væsentlige dogmer eller begivenheder, vi tror på som kristne? Kigger vi på de fire punkter, er de alle præget af noget ganske mirakuløst og overnaturligt. Så er der en tro, så må der da også på en eller anden måde være en kobling fra vores materielle sanseverden til en overnaturlig virkelighed.
Denne virkelighed kaldes almindeligvis ”åndelig”. Hvor ville det være befriende, hvis præsterne kunne forholde sig artikuleret til den.
Min tro – min tvivl
Lagt op af Michael Karbo i Religion den 28. marts, 2010
Jeg er troende, jeg er kristen og jeg er katolik. I den rækkefølge.
Troende kender til tvivl. Man læser altid om tvivlen, at alle kender den, og den kan plage én frygteligt. Personligt synes jeg ikke at have oplevet tvivl på den måde. Men er det så, fordi jeg er meget naiv? I den senere tid har jeg filosoferet over min tvivl.
Som katolik kommer jeg rigtig meget i tvivl over min kirke. En kirke som så kategorisk og ofte voldsomt fordømmende vurderer almindelige mennesker gøren og laden – ikke mindst i forhold til hele det seksuelle område – det er svært ikke at tvivle på den. Ikke mindst når kirken slet ikke selv magter at leve op til de ekstremt høje idealer. At fordømme brugen af prævention i fattige 3.verdenslande, samtidig med at man fortier massive (og det er der tale om) seksuelle overgreb inden for egne rækker – det kan man ikke tage alvorligt.
For mig er der ingen tvivl om, at den katolske topstyring er meget elitært indadvendt og langt hen ad vejen hyklerisk og præget af en arrogant selvtilstrækkelighed, som ikke har meget med Gud og kærlighed at gøre. At fraskilte ikke kan modtage nadveren … at man ikke kan dele nadveren med protestanter … er det det, Jesus ville med sin kirke?
Så ja, jeg tvivler. På den katolske kirkes meget fordømmende holdninger til aspekter ved menneskelivet, som den har valgt ikke at bryde sig om. Alligevel er jeg katolik, nok mest fordi jeg ikke vil kunne leve uden den katolske messe, der er så ægte og meningsfyldt.
Men tvivler jeg så på Gud? Nej, det tror jeg ikke, jeg rigtig har gjort. Men er det alligevel helt rigtigt, at jeg aldrig kommer i tvivl? Nej, det er faktisk ikke. Jeg har nemlig altid interesseret mig utroligt meget for andre religioner og især for buddhismen. Jeg er overbevist om, at der er meget sandhed i buddhismen, og også en del vi i Vesten kan lære af. Og det er nærmest grotesk, hvis man skulle forestille sig, at Gud ville fordømme alle buddhister, fordi de ikke tror på Jesus som vejen til frelse. Eller at netop min kirke havde fundet sandheden, og alle andre levede i fortabelse – det er hovmod, at tænke sådan.
Så jeg er overbevist om, at på et eller andet meget højt åndeligt plan er alle de store, klassiske religioner sande. Tvivlen opstår, når jeg prøver at sammenkøre religionerne og se en fælles spiritualitet. Det er en øvelse, jeg har brugt meget tid på, og som jeg igen og igen kaster mig over. Og hver gang ender det med en frustration; jeg får det ikke til at hænge sammen, og jeg føler at blive ledt på afveje fra det, som det hele handler om. Derfor er jeg begyndt at indse, at dette nok er en slags tvivl.
Altså – på et meget åndeligt højt niveau (hvor jeg som menneske ikke befinder mig) må alle de store religioner være kaldet af samme længsel mod samme Gud. Men på det kulturelle, personlige og menneskelige plan – der må vi bekende kulør. Vi må vælge en religion; vi kan ikke rumme mere end én. Jeg har selv (ganske naturligt) valgt den kristne tro. Men alligevel kommer tvivlen …
Læs også Hvorfor er jeg så blevet katolik.
Europa vs. Kina
Lagt op af Michael Karbo i Bæredygtig kultur den 9. marts, 2010
Kineserne buser frem – det hører vi dagligt. De producerer, de bygger jernbaner, de laver solceller.
Man satser 1.500 milliarder kroner på udvikling af baner til højhastighedstog, hvor Siemens hjælper med teknologien. I 2020 vil der være bygget 16.000 km bane. Indenfor alternativ energi satser man lige så hårdt. Vestas har 70 konkurrerende kinesiske firmaer, der sprøjter vindmøller ud, og verdens største solcelleproducent er kinesisk.
Som det ser ud nu, er det kun et spørgsmål om få årtier, så vil Kina overhale både Europa og USA på stort set alle områder. Men hvordan kan man styre sådan en udvikling?
Diktatur, der virker
Det kinesiske styre er ikke demokratisk. Det kan vi klage over, men spørgsmålet er, om ikke kineserne godt ved, hvad de gør. Kina er et diktatur, men for styret gælder kun én ting: at Kina bliver stærkere og stærkere. Og her tænker man langsigtet i bedste konfusiansk/taoistisk tradition. Da man i 1979 indførte den barske et-barnspolitik, var det ikke særlig individ- og familievenligt. Men det virkede.
Da den kinesiske leder Chiang Kai-shek for 50 år siden blev spurgt, hvad han mente om den franske revolution, svarede han: “Det er for tidligt at udtale sig om”. Det illustrerer den ultra-langsigtede tankegang.
Så selvom Kina var den store skurk på klimakonferencen i december 2009, så satser man målrettet på energisikkerhed. Kineserne ved godt, at det snart er slut med olie og kul. Derfor skal landet plastres til med solceller og vindmøller, så man er klar den dag, de fossile brændstoffer slipper op. Samtidig vil man have ny eksportartikler, der kan fastholde det høje produktionsniveau: Miljøteknologi.
I Europa
Den kongfusianske, langsigtede tankegang kan selvfølgelig ikke overføre til europæiske forhold. Men kan kunne godt ønske sig, at vi havde lige så dygtige og fremsynede politikere, strateger og beslutningstagere. Hvad skulle så sikre Europas fremtid? Jeg er ikke tvivl om, at det ville være miljøvenlig og bæredygtig produktion over hele linjen:
En gradvis udfasning af giftlandbruget – en 20-års plan for komplet overgang til økologisk produktion.
Europæisk selvforsyning af fødevarer. Vi må lære at leve uden argentinske avocadoer og chilensk pincillin-laks, uden fiskeprodukter fra vietnamesiske dambrug og amerikansk produceret majs og soya.
En lignende styring af den øvrige industri, hvor man brandbeskatter energitunge luksusprodukter, og stiller helt anderledes stramme krav til bæredygtige livscyklusser for alle produkter. Her kunne et paneuropæisk momssystem være værktøjet. Alle “sunde”, ikke-miljønedslidende produkter er fri for afgifter. Andre produkter beskattes ud fra, hvor skadelig produktion og forbrug er.
Dette lyder for mange liberale som det rene diktatur. Skal EU nu bestemme alt det? Ja, sådan bliver det nok. I forvejen bestemmer staterne jo utroligt meget. Her omlægges hele afgiftssystemet, så fokus samles på bæredygtighed. Det er det, vi skal overleve på.
Ren utopi. Det er jo det, man kan med en blog, drømme …
Fransk og dansk madkultur – sund eller ej? (Kommissærer II)
Lagt op af Michael Karbo i Bæredygtig kultur, Kommissærer, fødevarer og ernæring den 7. marts, 2010
Når man som dansker kommer til Frankrig, er det svært ikke at blive begejstret for den gastronomiske kultur. Franskmændene bruger mange penge på mad – de køber gode og dyre råvarer i store mængder, og de spiser meget ofte på restauranterne, som der er masser af, og hvor man konsekvent leverer spændende og varierede retter.
Den franske gastronomi er på mange måder meget forskellig fra den danske – der er lettere adgang til gode råvarer. Man har ikke så travlt. Arbejdskraften er ikke så dyr (mindstelønnen er pt €8,68 pr. time, altså ca. 68 kr.). Momsen er kun 5% for fødevarer og restaurationsbesøg. Samtidig holder mange fri 2-3 timer midt på dagen, og det giver tid til at mødes på et spisested, hvilket man i høj grad gør.
Man ser også tre generationer af familierne samlet for at spise. Ikke mindst om søndagen, hvor alle restauranterne er propfyldte til middag. De små børn sidder forbavsende roligt og deltager på lige fod i måltidet – de får samme, varierede mad som alle andre. Den fælles spisning er en integreret del af familiens og samfundets kultur.
Ingen kommissærer
Hvad savner man så i den franske madkultur? Jo, manglen på smileys falder i hvert fald i øjnene. Der er ikke en samling kommissærer, der nidkært overvåger hygiejnen. Der er ikke en demonstrativ udstilling af sure eller glade smileys. Til gengæld er der et særdeles kritisk og kyndigt publikum, som godt ved, hvor de vil spise.
Jeg husker en episode for et par år siden, hvor kommissærerne havde fået øje på det fælles sønderjyske kagebord, der årligt afvikledes på havnen i Gråsten. Det blev forbudt, for som den københavnske kommissær skråsikkert påpegede på tv: Man kan jo ikke vide under hvilke hygiejniske forhold, de kager er fremstillet. Nej, det havde hun jo ret i, og det var jo grundlag nok for, at kommissærsamfundet kunne forbyde dette århundredgamle, kulturelle arrangement.
Sterilitet giver allergier
Allergier er et stigende problem i moderne samfund. Men rent faktisk opstår allergierne som en følge af det sterile miljø, vi lever i! Det har den forskerne for nylig opdaget. Når vores immunforsvar ikke konstant er beskæftiget med bakteriologiske småangreb, opfinder immunforsvaret selv “angreb”, som det reagerer imod, og det opleves som allergier.
Det er altså sundt at leve i et rent, men ikke sterilt, miljø med biodiversitet også på det bakterielle niveau.
Kulturel fattigdom
Hvorfor skal vi så have kommissærer, der ser salmonella allevegne, og tildeler sure smileys, hvis der ligger en skive agurk på gulvet i et køkken? Kommissærmentaliteten giver ganske enkelt en kulturel forarmning, som hverken er psykologisk eller miljømæssig gavnlig.
I en af Koldings skoler havde man får et par år siden ansat en asiatisk dame, der dagligt fremtryllede små, billige, sunde og spændende måltider til glæde for børn og lærere. Det blev lukket af sundhedsmyndighederne. Damen kunne så sandelig lave mad, men hun havde jo nok ikke været på det officielle hygiejnekursus. Der var nu ikke en eneste klage eller et eneste tilfælde af dårlig mave eller lignende. Så hvem havde egentlig glæde af, at dette lille uformelle arrangement blev lukket?
Hygiejnehysteriet virker fuldkommen løsrevet fra det, man med god ret kalder “almindelig sund fornuft”. Får det lov at videreudvikle sig (og det gør alle offentlige systemer øjensynlig), ender vi med et ekstremt fattigt samfund:
Bon appetit …
Fransk børneopdragelse – med sanktioner!
Lagt op af Michael Karbo i Diverse den 26. februar, 2010
Den franske tv-kanal M6 genudsender for tiden et populært reality-program kaldet “Super Nanny”. I hvert afsnit præsenteres man for en familie, der har massive problemer med børneopdragelsen. Hjælpen kommer i form af den nu afdøde børnepsykolog Cathy Kalthoum-Sarraï – en meget effektiv kvinde af tunesisk afstamning, som lynhurtig får sat skik på uvorne unger og voksne. 
Det er pudsigt som dansker at se, hvordan franske børnefamilier døjer med samme stressproblemer, som de danske. Men så er det jo godt, at de har Cathy til at tage fat med en fast og kærlig hånd.
Et afsnit fulgte vi en sommerferieuge hos et yngre ægtepar, der fuldkommen havde mistet kontrollen over de seks fælles børn. Umiddelbart tænker man, hvorfor har de fået seks børn, når de helt tydeligt ingen forudsætninger havde for opdragelse? Hjemmet virkede ikke specielt katolsk, og de fleste franske katolikker går jo i øvrigt ind for prævention, uanset hvad paven ellers belærer dem om. Den eneste hentydning til religion kom fra Cathy, der på et tidspunkt rimeligt sarkastisk spurgte husets fuldkommen opgivende herre, om han troede, at opdragelsen kom af sig selv, via Helligånden?
Super Nanny brugte to dage på at iagttage familien. Så satte hun ind. Det store problem var en total mangel på fælles aftaler og konsekvens, alt sejlede, og forældrene modarbejdede hinanden med kontraordrer – de kommunikerede overhovedet ikke. Så det var både børn og forældre, der skulle opdrages.
Børnene forstod hurtigt systemet, kunne se fordelen og indgik aftaler med Super Nanny. De skulle fx blive på deres pladser under måltidet, det gav de hver især deres tilsagn til. Første afvigelse gav en advarsel. Anden en sanktion! Benærk ordet sanktion, det lærte ungerne hurtigt. Det er ikke det samme som “straf”, der jo har en negativ sidebetydning – at der er noget galt med én. Sanktion er noget mere forretningsmæssigt – man er jo nødt til at have midler til at sikre, at aftalen overholdes.
Sanktionen var det, at kærligt men bestemt blive stillet hen i et hjørne med ansigtet ind mod muren. Skammekrogen hed det herhjemme i gamle dage. Men sanktionen virkede meget human, ganske fri for skam, skyld, stigmatisering, nedgøren osv. Ingen tager vel skade af at stå med ryggen til andre i ti minutter. Det var bare en sanktion, og det virkede.
Ungerne tog hurtigt ved lære. Sværere var det med faderen, der øjensynligt elskede sin webergrill. Aftalen var, at maden var klar 13.00, hvor alle sad ved bordet. “Børn kan højst sidde stille i 20 minutter” sagde Cathy, men alligevel var enten mad eller far gerne 15 minutter forsinket, mens børnene sad pænt og ventede. Det var først da den kære fader så sig selv på video, at det gik op for ham, hvor dysfunktionel hans adfærd var.
“Super Nanny” er rigtig god underholdning, som sætter fokus på nogle meget ømme punkter i forhold til børneopdragelsen. Jeg tror, at TV2 sagtens kunne få succes med den, trods det franske sprog.
Se evt. engelsksproget side om Cathy Kalthoum-Sarraï og serien.